Det står
vi for.

Den personlige frihed er grundlæggende.

Mennesker skal kunne vælge deres eget liv, deres partner, deres tro eller fravælge religion, udtrykke deres holdninger og kritisere politiske og religiøse ideer.

Ytringsfriheden skal også gælde, når emnerne er kontroversielle, ubehagelige eller udfordrer stærke religiøse eller politiske interesser.

Danmark skal styres gennem demokratiske institutioner og dansk lov.

Politiske og religiøse bevægelser må gerne arbejde for deres synspunkter inden for demokratiets rammer, men ingen religiøs lov, ideologi eller parallel autoritet skal stå over dansk lovgivning og demokratiske beslutninger.

Tryghed handler både om kriminalitet og om friheden til at leve sit liv uden trusler, intimidering eller social kontrol.

Man skal kunne færdes frit i sit lokalområde, bruge offentlig transport, gå til arrangementer og udtrykke sine holdninger uden frygt for vold eller repressalier.

Dansk kultur er ikke statisk, men den er heller ikke indholdsløs.

Sprog, historie, traditioner, omgangsformer, højtider, foreningsliv, ligestilling, sekularisme, tillid og en stærk demokratisk tradition er alle dele af det Danmark, vi ønsker at bevare.

Integration skal derfor ikke kun handle om arbejde og økonomisk selvforsørgelse. At blive en del af Danmark handler også om respekt for de normer og værdier, som samfundet bygger på.

Et samfund har brug for noget fælles.

National identitet handler for os om samhørighed, historie, kultur og følelsen af ansvar for det land, vi deler.

Der skal være plads til forskellige liv og holdninger, men Danmark skal fortsat have en tydelig dansk kulturel og national kerne.

Dansk lov skal gælde for alle.

Vi modsætter os forsøg på at etablere religiøse regler eller uformelle retssystemer, der i praksis regulerer ægteskab, skilsmisse, familieliv, arv eller personlige forhold ved siden af dansk lov.

Social kontrol kan begrænse menneskers frihed uden nødvendigvis at være skrevet ned i en lov.

Det kan være pres omkring påklædning, kærester, ægteskab, seksualitet, omgang med det modsatte køn, uddannelse eller retten til at forlade en religion.

Når familier, religiøse miljøer eller andre fællesskaber kontrollerer den enkeltes valg gennem pres, trusler eller udstødelse, er det et frihedsproblem.

Parallelsamfund opstår, når mennesker ikke længere først og fremmest orienterer sig mod det fælles danske samfund, men mod egne religiøse, familiære eller kulturelle strukturer.

Problemet handler ikke kun om, hvor mennesker bor. Det handler om, hvilke normer der styrer hverdagen, hvem man gifter sig med, hvilke autoriteter man retter sig efter, og hvilke krav man efterhånden stiller til det omgivende samfund.

Når stærke parallelle miljøer vokser, vokser presset også for særordninger. Først kan det handle om særlige madkrav, kønsopdeling eller religiøse hensyn. Senere kan det handle om særlige feriehensyn, undervisning, familieliv, religiøse regler og andre krav, der langsomt flytter grænsen for, hvad der opfattes som normalt i det fælles samfund.

Jo stærkere de parallelle strukturer bliver, desto større er risikoen for, at fælles danske normer gradvist erstattes af parallelle normer og autoriteter.

Vi accepterer ikke en udvikling, hvor Danmark opdeles i samfund ved siden af hinanden, med forskellige regler, forskellige autoriteter og forskellige forventninger til frihed og pligter.

Dansk lov skal gælde for alle. Offentlige institutioner skal bygge på fælles demokratiske principper. Den enkelte skal have ret til at leve sit liv uden at være bundet af familiens, klanens eller religiøse miljøers krav.

Familiedannelse spiller også en rolle. Når ægteskaber og familier over generationer hovedsageligt dannes inden for lukkede miljøer, er det med til at fastholde de samme sociale, kulturelle og religiøse strukturer fra generation til generation.

Islamisering sker ikke kun gennem lovgivning eller politiske beslutninger. Den sker også i det offentlige rum, gennem gradvis normalisering.

Det, der i dag opleves som usædvanligt, kan blive hverdag for næste generation.

Religiøse optog gennem gaderne, gadebøn, koranrecitation over højttalere og tydelige religiøse normer i det offentlige rum ændrer langsomt det billede, vi har af, hvad der er normalt i Danmark.

For mange danskere vil det eksempelvis stadig virke fremmed at se helt små piger bære hijab. Men et barn, der vokser op med det som en fast del af gadebilledet, vil ikke nødvendigvis opleve det som noget særligt. Det bliver bare en del af normalen.

Det er netop sådan normalisering virker. Ikke nødvendigvis gennem ét stort brud, men gennem mange små forandringer, som hver for sig virker begrænsede, men som tilsammen flytter grænsen for, hvad samfundet opfatter som almindeligt.

Det, der falder uden for normen i dag, kan være blevet normen for næste generation.

Vi ønsker større opmærksomhed på organisationer, religiøse institutioner og udenlandske aktører, der forsøger at påvirke danske miljøer politisk eller religiøst.

Det gælder især, når påvirkningen understøtter antidemokratiske ideer, religiøs kontrol eller loyalitet over for udenlandske politiske eller religiøse magtcentre.

Islamisme er for os politiske bevægelser og ideologier, der ønsker, at islamiske religiøse principper skal forme stat, lovgivning eller samfundets politiske orden.

Vi modsætter os islamistiske bevægelser på samme demokratiske grundlag, som vi modsætter os andre politiske eller religiøse former for ekstremisme.

Remigration skal være fair.

Den skal ikke ramme mennesker, der har gjort det, vi som samfund har bedt dem om, som arbejder eller er under uddannelse, lærer sproget, respekterer loven, deltager i samfundet og har valgt Danmark til.

Men integration kan ikke reduceres til lønsedler og danskkundskaber.

Man er ikke nødvendigvis en integreret del af Danmark, blot fordi man har et arbejde og taler sproget, hvis man samtidig foragter landet, afviser dets grundlæggende demokratiske normer eller aktivt ønsker at omdanne Danmark til et helt andet samfund.

Fair betyder derfor, at vi ser på det samlede forhold til Danmark, ikke kun på enkelte formelle kriterier.

Remigration skal kunne gennemføres i virkeligheden.

Det skal være muligt at fastslå identitet, opholdsstatus og hjemland. Der skal være klare regler for, hvem et forslag omfatter, hvordan hjemrejsen skal foregå, og hvilke praktiske og juridiske forhold der skal håndteres.

Vi ønsker ikke politik, der kun fungerer som overskrifter.

Når vi fremlægger et forslag, skal vi også kunne forklare, hvem det gælder, hvorfor det gælder dem, og hvordan det konkret kan gennemføres.

Realistisk remigration betyder politik, der kan gennemføres i praksis.

Grov kriminalitet skal kunne medføre tab af retten til at blive i Danmark allerede ved første alvorlige dom.

Det gælder eksempelvis grov personfarlig kriminalitet, alvorlig seksualkriminalitet, bandekriminalitet, organiseret kriminalitet, alvorlig narkokriminalitet og grov våbenkriminalitet.

Der skal ikke først opbygges en historik med flere alvorlige domme. Når kriminaliteten er alvorlig nok, skal én dom kunne være nok.

Har personen ikke dansk statsborgerskab, skal udvisning være udgangspunktet.

Har personen dansk statsborgerskab, skal fratagelse kunne anvendes i de tilfælde, hvor lovgivningen giver mulighed for det, og hvor personen ikke dermed bliver statsløs.

Efter afsoning skal en udvisningsdom også føre til faktisk udsendelse. En afgørelse om udvisning skal ikke ende som en permanent tilværelse i Danmark på tålt ophold eller gennem gentagne undtagelser.

Princippet er enkelt, ved grov kriminalitet skal samfundet ikke vente på næste offer.

At bo permanent i Danmark handler om mere end at have et arbejde og kunne tale sproget.

Det handler også om, hvilket samfund man ønsker at være en del af.

Ønsker man et system, hvor religiøs lov skal stå over dansk lov og Grundloven, ønsker man efter vores opfattelse et andet samfundssystem end det danske.

Ønsker man eksempelvis sharia som overordnet samfundsorden i Danmark, er det uforeneligt med vores forståelse af loyalitet over for Danmark og det danske demokratiske fundament.

Herkomst er irrelevant. Det samme princip gælder, uanset om man kommer fra Sverige, Tyskland, Storbritannien, Mellemøsten eller et helt andet sted.

For os handler loyalitet ikke om blod, hudfarve eller fødested. Det handler om, hvor man lægger sin loyalitet, og hvilket samfund man ønsker at være en del af.

Vi går ikke ind for etnisk udrensning.

Remigration, sådan som vi definerer den, handler ikke om race, hudfarve eller etnisk oprindelse.

Hvis nogen forsøger at gøre etnisk udrensning til dansk politik, vil Det Danske Folk og United Lion and Sun Nordic stille sig imod det.

Vores remigrationspolitik bygger på konkrete forhold som opholdsgrundlag, kriminalitet, asylgrundlag, integration og forholdet til Danmark.

Det handler om handlinger og konkrete forhold, ikke om blod eller hudfarve.

Når vi taler om frivillig hjemvenden, mener vi en permanent beslutning om at forlade Danmark og genetablere sig i sit hjemland.

Ordningen skal ikke fungere som en prøveperiode med mulighed for senere at fortryde og genaktivere sit tidligere opholdsgrundlag.

Modtager man økonomisk støtte eller anden hjælp til frivillig hjemvenden, skal udgangspunktet derfor være klart, beslutningen er permanent, og der følger ingen særlig returret med ordningen.

Det betyder ikke nødvendigvis et livsvarigt indrejseforbud. Personen skal fortsat kunne søge om et tidsbegrænset visum, eksempelvis for at besøge familie eller venner, hvis de almindelige visumkrav er opfyldt.

Men et besøg er ikke en vej tilbage til permanent ophold. Har man valgt frivillig hjemvenden under ordningen, kan man ikke senere søge om at genetablere sig i Danmark.

Frivillig hjemvenden skal være frivillig, men den skal også være reel og permanent.

Asyl er beskyttelse.

Hvis de forhold, der gav grundlag for beskyttelse, ikke længere eksisterer, mener vi, at hjemrejse igen skal være udgangspunktet.

Personer, der ikke længere har behov for beskyttelse, skal tilbydes en reel ordning for frivillig og permanent hjemvenden.

Det skal ikke være en symbolsk ordning. Der skal kunne gives konkret hjælp til at genetablere sig i hjemlandet, men der skal samtidig være klarhed om, at hjemvenden er permanent og ikke indebærer en særlig returret til Danmark.

Langvarigt ophold i Danmark er ikke i sig selv det samme som integration.

Hvis en person efter eksempelvis fem års ophold fortsat ikke taler dansk på et funktionelt niveau, aldrig har været i arbejde, ikke har taget en uddannelse og står uden reel tilknytning til det danske samfund, mener vi, at frivillig og permanent hjemvenden skal tilbydes aktivt.

Ordningen skal være reel og kunne indeholde konkret hjælp til at etablere et nyt liv i hjemlandet.

At have opholdt sig i Danmark i mange år er ikke automatisk det samme som at være blevet en del af Danmark.

Har man ikke lovligt opholdsgrundlag i Danmark, skal man forlade landet.

Det gælder blandt andet personer, hvis opholdstilladelse er udløbet eller bortfaldet, personer med endeligt afslag og personer, der opholder sig ulovligt i Danmark.

En afgørelse om udrejse skal også føre til reel udrejse.

Et ulovligt ophold skal ikke kunne udvikle sig til en permanent tilværelse alene gennem passivitet eller ved at blive i landet længe nok.

Har man opnået asyl eller opholdstilladelse ved bevidst at lyve, skjule væsentlige oplysninger eller anvende falsk dokumentation, skal opholdsgrundlaget bortfalde.

Når svigen er dokumenteret, er vores udgangspunkt tvangsudsendelse, hvis personen ikke har et andet lovligt opholdsgrundlag.

Et ophold, der er opnået på falsk grundlag, skal ikke blive legitimt, blot fordi løgnen først bliver opdaget senere.